For at opnå erstatning er det en betingelse, at det anerkendes, at man for det første overhovedet har de påberåbte helbredsmæssige gener, og for det andet, at disse gener er forårsaget af ulykken.

Når man rejser krav overfor en skadevolder eller et forsikringsselskab har man som skadelidt (i langt de fleste sagstyper) også bevisbyrden for kravenes eksistens.

Som advokater med speciale i personskadesager har vi igennem de senere år oplevet, at problemstillingen omkring beviset for årsagssammenhængen imellem en ulykke og de helbredsmæssige gener fylder mere og mere.

Dette gør sig særligt gældende i sager om de såkaldt usynlige skader, herunder hjernerystelse, piskesmæld, psykiske skader, men problemstillingen ses bestemt også ved andre skadestyper, f.eks. ved hjerneskader og ved forskellige smertetilstande.

Baggrunden for, at det særligt er ved de usynlige – også kaldet SUBJEKTIVE – skader er vanskeligt at føre bevis for skadens omfang er, at der typisk ikke er væsentlige objektive fund, som man kan påvise ved scanninger, røntgenbilleder m.m.

Gener efter f.eks. hjernerystelse eller piskesmæld i form af hovedpine, træthed og svimmelhed er vanskelige at måle. Beskrivelsen af klagerne vil i vidt omfang bero på den enkelte persons oplevelse af situationen, og vurderingen får dermed et subjektivt præg. Derfor kan genernes tilstedeværelse og deres omfang i mange tilfælde være vanskelige at dokumentere.

Mange mennesker lider i øvrigt af f.eks. hovedpine og træthed, uanset de ikke har været udsat for en ulykke. Sammenlignelige gener kan altså være til stede uden, at man har været involveret i et traume. Sådanne gener er hos mange mennesker omtalt i lægejournalerne – også forud for ulykken.

På baggrund af disse faktorer kan det i erstatningsmæssig og forsikringsmæssig sammenhæng være vanskeligt at få anerkendt, at helbredsgenerne er forårsaget af ulykken.

personskadeerstatninger

Bevisvurderingen

Ved bedømmelsen af, om man er blevet påført en lidelse, og ved bedømmelsen af om der er årsagsforbindelse til ulykken, lægges der i praksis typisk vægt på følgende omstændigheder:

  • Har man tidligere (ifølge lægejournalerne) klaget over lignende symptomer?
  • Er skadesbegivenheden egnet (voldsom nok) til at forårsage en (varig) skade?
  • Er der direkte tidsmæssig sammenhæng imellem ulykken og helbredsklagernes debut?
  • Har man i uger, måneder, år efter ulykken vedvarende klaget over disse problemer, eller har der været længerevarende symptompauser?
  • Er der andre konkrete faktorer i ens tilværelse, som kan forklare generne?

Derfor er det vigtigt, at du sørger for:

  • At blive grundigt undersøgt umiddelbart efter du er kommet til skade (skadestue, egen læge m.m.)
  • At ulykkesbegivenheden beskrives korrekt overfor de undersøgende læger
  • At der bliver fulgt op på generne overfor egen læge
  • At du løbende over et længere forløb beder om aktindsigt i journaler fra læger, fysioterapeuter og lignende, så du kan være sikker på, at dine gener er refereret korrekt

Hvordan afgøres det i praksis, om der er årsagssammenhæng?

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan afgive en uvildig vurdering af skadens omfang (ménprocenten). Herunder foretager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring en lægefaglig vurdering af, hvilke gener man skønner, at ulykken har medført.

Retslægerådet kan ligeledes udtale sig om spørgsmålet, men kun under en eventuel retssag. Retslægerådet antages at være øverste lægelige instans inden for erstatningssystemet.

Både Arbejdsskadestyrelsen og Retslægerådet lægger meget vægt på de føromtalte faktorer.

Det skal slås fast, at man i dansk erstatnings- og forsikringsret principielt anerkender usynlige skader, herunder postkommotionelt syndrom/følger efter hjernerystelse, piskesmæld og psykiske skader som en lidelser, der kan være både alvorlige og kroniske, og som derfor kan udløse betydelige erstatninger. Det kan blot vanskeligt at føre bevis for årsagssammenhængen, med det indebærer jo ingenlunde, at man bør opgive at kræve sin ret. I mange sager kræver det blot et meget grundigt og tålmodigt arbejde at samle og præsentere de beviser der er fornødne.